Karin Riis-J

For nylig havde jeg den store fornøjelse at besøge Istanbul. En spændende og levende smeltedigel, hvor Vesten møder Østen.

Tyrkiet er i øjeblikket en mulig kandidat til EU. Men vejen hertil er langsom og besværlig. Der er sket fremskridt, men det går stadig for langsomt med reformerne i Tyrkiet. Dog fandt jeg, at der var et spændende potentiale for forandring, som jeg kun kan være imponeret af. Jeg så de tyrkiske kvinder, som ligger inde med en styrke og kraft, der bringer nyt håb til landet. De skal frem i lyset.

Og de har faktisk fået bedre muligheder. Premierminister Erdogans parti har forandret Tyrkiet. Selvom det går langsomt. Partiet har været med til at give andre end den elitære klasse en stemme, gennem fx en moderniseret banksektor, bedre infrastruktur og investering i universiteter og uddannelse. Og det er her, kvinder kommer ind i billedet. Pigerne skal i skole. Og det er der også en vilje til.

Der er fx lavet et program, der støtter familier økonomisk, hvis de sender deres døtre i skole. MEN man giver pengene til mødrene. På den måde får de unge piger undervisning, og mødrene en økonomisk rolle i familien. Og ikke nok med at kvinderne får pengene, de skal også selv hente dem. På den måde kommer de ind til byen og møder en mere moderne verden, end mange af dem måske er vant til i landsbyerne. En af disse mødre fortalte mig, at da de kom til byen for at hente penge, var der ikke noget dametoilet. Men det ville de ikke finde sig i og efter utallige henvendelser til myndigheder, lykkedes det dem at få et offentligt dametoilet. En helt utænkelig verden for kvinder i Vesten. Men historien viser, at kvinderne har en vilje til forandring, og de har en styrke. Og det tror jeg, Tyrkiet skal satse på. Sats på kvinderne. Giv dem en uddannelse og gør dem aktive i politik.

Desværre løber en del piger ind i problemer med, hvorvidt de må bære tørklæde på fx universiteterne. Det er i dag forbudt. Men efter at have set den styrke, jeg tror på, der er i kvinderne, kan jeg kun sige; at hvis det er tørklædet, der gør forskellen, om de får en uddannelse eller ej, så lad dem dog beholde tørklædet på. For hvis kvinderne bliver uddannede, får økonomisk selvstændighed og politisk indflydelse, så kan de i sidste ende selv bestemme hvorvidt, de vil tage det af eller ej.

Som Kristeligt Dagblad skrev, er der blevet skrevet ny kirkehistorie. Jeg har nemlig netop haft besøg af nogle af de danske biskopper her i Bruxelles, hvor de var inviteret på en ‘Tour de EU’…

Både som privatperson og politikere ønsker jeg, at folkekirken kommer ud over sognegrænserne. Folkekirken er en vigtig del af det danske værdisæt, som jeg naturligvis ønsker at bære videre ud i den stadig mere globaliserede verden. Vi og vor kirke har tradition for samtale, for rummelighed og accept af anderledes troende. De traditioner bør være synlige og bør præge den europæiske fremtid. Den danske folkekirke bør åbne sig mod Europa og være med til at præge det europæiske livssyn.

I Danmark møder man ofte den opfattelse, at vi skal holde kristendom og politik fuldstændigt adskilt. Men kristendom har i århundreder bidraget til at forme europæisk politisk tænkning. Og selvfølgelig har kristendom og politik noget at give hinanden. Og vi skal ikke langt ud over Danmarks grænser, før både ortodokse, katolikker og protestanter blander sig i politik og de nære livsforhold.
Så for mig at se, går der et markant skel mellem Danmark og resten af Europa for, hvorvidt vores kirker lader deres stemme blive hørt.

Og netop det fik mig til, for godt et år siden, at opfordre de danske biskopper til at komme til Bruxelles og se nærmere på ‘det her EU’. For i Bruxelles lever især den katolske kirke, den katolske lobbyisme i bedste velgående. Den katolske kirke har altså stor og stadig stigende indflydelse i EU, og den bør have et værdigt modspil. Problemet er, at den katolske lobby tager patent på kristendommen, og i kristendommens navn fører korstog mod for eksempel fri abort, homoseksualitet og stamcelleforskning.

Og mødet i Bruxlles var varmt, interessant og inspirerende. På sigt håber jeg, at dette besøg har åbnet øjnene for den danske folkekirke, så en repræsentant forhåbentligt vil være at finde her i Bruxelles, så den danske folkekirkes stemme fremover vil blive hørt.

Nogle gange kan det synes, som om politik altid handler om penge. Hvem der har og hvem der ikke har. Hvem der skal have og hvem der skal give. Men altid er der mennesker bag de mange ord og budgetter. Mennesker, hvis liv og hverdag er på spil.

Min december har på mere end sædvanligvis sat mennesket i centrum. Først med et seminar om organdonation og så et om stamcelleforskning. Begge emner ligger mig meget på sinde. Hvilken utrolig videnskab og hvilken fantastisk mulighed for at redde mange tusinde menneskeliv. Der er i sandhed tale om en medicinsk og menneskelig landvinding.

Jeg ved, at begge emner giver anledning til debat og det er en debat jeg følger nøje og ofte selv tager del i. Men selv om jeg har den dybeste respekt for andre menneskers synspunkter, kan jeg ikke lade være med at tænke, at selv om vi kan vende og dreje de politiske, økonomiske og etiske aspekter af lægevidenskaben i den daglige debat og i vores egne stuer og stille sind, så vil virkeligheden oftest være en anden, den dag en af vores kære ligger for døden. At se sit eget barn lide er det vanskeligste et menneske kan opleve. Jeg har følt det på min egen familie – på min egen krop.

Og derfor kan jeg kun blive begejstret over muligheden for at løfte et menneske og en familie ud af denne situation.

For mig er organdonation og stamcelleforskning den mulighed. Det handler ikke om, at staten skal eje kroppen. Og det er ikke et spørgsmål om menneskets mulighed for at lege Vor Herre. Det handler om menneskets mulighed for at være medmenneskeligt og skænke et andet menneske livet.

Det handler om at redde liv…

Venlig hilsen

Karin Riis-Jørgensen

Jeg bliver tit spurgt, hvordan hverdagen er for en europa-parlamentariker. Og med et glimt til den forestående højtid kan jeg kun sige; Sikken voldsom trængsel og alarm!

Som folkevalgt politiker, er jeg først og fremmest borgernes repræsentant, og jeg sidder i Europa-Parlamentet for at forsvare de liberale værdier, som jeg deler med mine vælgere. Men at være politiker betyder også, at man har indflydelse. Man er ganske vist kun en lille brik i et stort spil – men et demokratisk spil – hvor man dels har mulighed for at præge den politiske dagsorden og dels udgør en parlamentarisk stemme, når Parlamentet samles til afstemning.

Hver dag modtager mit kontor henvendelse fra borgere, som har en god sag at sælge eller et problem, som de ønsker hjælp til. Hver dag summer gangene i Parlamentet af de mange tusinde lobbyister, som ønsker at tilbyde synspunkter omkring en given sag. Og hver dag møder jeg kollegaer, som ønsker opbakning til netop deres politiske hjertebarn, ganske som jeg selv ønsker det til mine.

Derfor har man brug for en vejviser. En rød tråd som kan hjælpe til at holde fokus gemmen de mange indtryk, og som man kan spejle dem i.

For mig er den liberale ideologi den røde tråd. Også selvom vi lever i en tid, hvor ideologi nærmest er blevet et fy-ord. Vi siger til os selv, at vi er fri for ideologiens snævre bånd, og at vi er styret af det rationelle og det pragmatiske. Men i den konstante storm af udfordringer, problemer, muligheder og løsninger, som udgør det moderne samfund, så er ideologi ikke en forældet og rigid ramme, som sætter et samfund på automatpilot. Det er derimod et grundprincip, som kan vise vejen. Det er en grundlæggende måde at tro på. En tro på hvordan individer og samfund spiller sammen. Og uden denne røde tråd er man al for let til fals for enkeltsager og lette løsninger.

Jeg savner ideologien i den danske samfundsdebat. Og det gør både befolkningen og politikerne rundtossede at jage rundt efter enkeltsager, som de kan bygge deres meninger og ligefrem deres lovgivning på. Jeg savner, at vi holder fokus på de værdier, vores samfund er bygget på, og at vi ikke går på kompromis med retssikkerhed, ytringsfrihed og personlig frihed – selv om vi føler os truede. Disse værdier må være vores pejlemærke, i alt hvad vi gør.

Rigtig mange mennesker har en god sag, og alle lobbyister og politikere kan tale og argumentere herfra og til jul. Og selvfølgelig skal der være plads til afvigelser og til at stille spørgsmål. Ideologi – ligesom religion – må aldrig blive fanatisme.

Men i min hverdag som politiker, så er ideologien min faste medspiller. Ellers kunne jeg hurtigt blive kørt over.

Venlig hilsen

Karin Riis-Jørgensen

Hvor er den Danske Folkekirke?

Det er med stor fornøjelse, at jeg tager hul på mit virke her på bloggen. Her synes at være et godt og mangfoldigt debatklima, som jeg glæder mig til at blive en del af.

Jeg vil starte min blog med en efterlysning; Hvor er den danske folkekirke i kampen for de allersvageste?

I Danmark er der omkring 6000 prostituerede. Det anslås, at halvdelen af dem er udenlandske kvinder, som bliver tvunget til prostitution af kyniske bagmænd. Kvinder som bliver lokket til Vesten med løftet om et bedre liv, men som bliver fanget i et mareridt, med vold og trusler fra bagmænd og kunder. Kvinder som er tvunget til at have sex med op til 20-30 mænd om dagen.
Disse kvinder – typisk nordafrikanere eller østeuropæere – er fanget i en håbløs situation. De tør ikke flygte fra deres bagmænd pga. frygt for repressalier mod deres familier tilbage i hjemlandet. Som illegale kan de kan ikke gå til politiet af frygt for at blive sendt hjem. For hjemme venter ofte blot de samme bagmænd, som sender kvinderne tilbage til livet i helvede i en anden europæisk by.

Disse kvinder lever en slags spøgelsestilværelse. De er i live, men de eksisterer ikke. De har ingen identitet – de er blot en vare på en hylde. De ejer ikke deres eget liv, men ejes af andre og kan lejes for en stund – igen og igen og igen.

Når jeg i mit arbejde for at bekæmpe kvindehandel rejser over hele Europa ser jeg flere steder, hvordan den katolske kirke er med til at hjælpe disse kvinder ud af deres forfærdelige situation, b.la. ved at drive “safehouses”, som kvinderne kan opsøge og bo i, hvis de har fundet styrken til at flygte fra deres fængsel. Disse kirkelige organisationer gør det ikke ud fra en moralsk fordømmelse af prostitution. Det handler om næstekærlighed. Om at hjælpe et andet menneske, når der er mest brug for det. Et menneske, som står i en desperat situation og som har brug for en seng at sove i og et varmt stykke tøj, men ikke mindst brug for at blive mindet om, at hun er noget. Og at der er nogen, som hun kan læne sig opad og stole på.
Og det er her jeg efterlyser den danske kirke. Hvorfor er kirken ikke mere aktiv i kampen mod kvindehandel? Hvorfor er kirken ikke den udstrakte hånd, som disse kvinder så desperat har brug for? Folkekirkens nødhjælp støtter et “safehouse” i Rumænien, hvilket er god sag. Men hvor er de kirkelige organisationer henne i Danmark?

Man kan i øjeblikket læse, hvordan interessen for Menighedsrådsvalgene er for nedadgående. Og om hvordan det er vanskeligt at engagere især unge mennesker i kirkens arbejde. Hvorfor ikke bruge de gode kræfter, som er i den danske folkekirke – og Frikirke – til at hjælpe disse kvinder ud af dette moderne slaveri? Dette kunne måske være med til at gøre kirken mere attraktiv for mange danskere.

Det disse kvinder har brug for, er næstekærlighed og medmenneskelighed.
Hvor er den danske kirke henne i denne kamp?

Opfordringen er hermed givet videre.

Venlig hilsen
Karin Riis-Jørgensen